Princes hus bliver åbent for besøgende i oktober

Den legendariske ejendom “Paisley Park”, der husede poplegenden Princes pladeselskab, hjem og kontorer bliver åbnet for offentligheden.

Ifølge Princes bobestyrer finder åbningen af den kæmpemæssige ejendom sted 6. oktober, skriver Reuters.

“Åbningen af Paisley Park er noget, som Prince altid har villet gøre, og som han aktivt arbejdede på,” siger Tyka Nelson, der er Princes søster, i en udtalelse onsdag fra firmaet Bremer Trust, der administrerer ejendommen.

Prince døde i en alder af 57 år i ejendommen, som han selv har været med til at designe, da den blev opført i 1985.

“Kun få hundrede mennesker har haft den sjældne oplevelse at få en tur rundt på ejendommen. Nu kan fans fra hele verden få muligheden for at opleve Princes univers for første gang, når vi åbner dørene til dette fantastiske sted,” lyder det fra søsteren.

Åbner for hans øvesale

Turene for offentligheden i ejendommen, der ligger i Minneapolis i Minnesota, vil inkludere ture til Princes studier. Samtidig vil besøgende kunne se hans øvesale, koncertrum og ting fra Princes mange personlige arkiver.

Ejendommen er før blevet vurderet til at koste mellem 150 og 300 millioner dollar.

Den 57-årige kunstner blev fundet død i Paisley Park i april, da to medlemmer af hans stab fandt hans livløse legeme i en elevator.

Siden har retsmedicinere slået fast, at Prince døde af en overdosis af den smertestillende medicin Fentanyl, som han selv administrerede.

Medicinet er et syntetisk opiat, der er kraftigere end morfin, og som anvendes til behandling hos personer med kroniske smerter. Det er receptpligtigt.

Ifølge nyhedssitet TMZ blev Prince behandlet for medicinmisbrug seks dage inden sin død.

Prince efterlod sig ikke et testamente. Han har solgt mere end 100 millioner album på verdensplan og storhittet med numre som “When Doves Cry”, “Purple Rain” og “Kiss”.

/ritzau/Reuters

Ekspert: Italiens regering vil bevise, at de kan genopbygge effektivt

Problemer med korruption og andre politiske problemer kan spænde ben for genopbygningen efter jordskælv i Italien.

Hovedstaden skal spare: Flere buslinjer kan være i fare

I et forsøg på at spare 50 millioner kroner vil Region Hovedstaden lukke ned for natkørsel med en række busser og beskære flere ruter. Teknik- og miljøborgmester kalder det katastrofalt.

Weekendvejret: Lidt køligere og ustadigt sommervejr venter

Efter nogle dage med lummervarme, skal vi nu tilbage til noget vi kender.

Regeringen er klar med milliardplan for kriseramte Skat

1.000 nye medarbejdere, en aflysning af 1.000 fyringer og syv milliarder kroner skal bringe Skat på rette vej igen.

Nyt stenkast: 77-årig mand slap med smadret soltag

En bil blev ramt af stenkast fra motorvejsbro på Hillerødmotorvejen torsdag. Føreren er i god behold.

Jurist betvivler lovligheden i burkaforbud i Faxe

Det kan være i strid med både Grundloven og menneskerettighedskonventionen, hvis Faxe Kommunes byråd beslutter at indføre et forbud mod, at ansatte i kommunen klæder sig i burka eller niqap.

For hvis forbuddet udelukkende er rettet mod personer, som af religiøse årsager dækker deres krop, kan det være problematisk, vurderer Jens Elo Rytter, som er professor ved juridisk fakultet på Københavns Universitet.

– Når man skal lave sådan et forbud, må det ikke være rettet mod den religiøse praksis. Man skal derimod vedtage det som et forbud mod burkaer og anden heldækkende beklædning, siger han og uddyber:

– Det må altså ikke kun handle om religiøs beklædning, der dækker kroppen, for så har man målrettet det mod én bestem religion, og så kan det komme på kant med religionsfriheden og være religiøs diskrimination.

Jens Elo Rytter vurderer dog, at et forbud vil være mindre problematisk, hvis det er til for at forhindre, at ansatte bliver begrænset i deres udfoldelsesmuligheder, når de bærer muslimske klædedragter.

Forslaget blev i første omgang vedtaget i økonomiudvalget med stemmerne fire mod tre. Men på borgmester Knud Erik Hansens (S) initiativ skal hele byrådet nu tage stilling til forslaget.

Knud Erik Hansen mener, at forslaget er så principielt, at alle partier skal have mulighed for at have indflydelse på beslutningen, som han personligt selv er dybt imod.

– Det er unødvendigt. Det sender et forkert signal, og jeg er usikker på, om vi overhovedet må gøre det, siger Knud Erik Hansen.

Borgmesteren har ikke kendskab til, at der i øjeblikket hjemmehjælpere, pædagoger eller andre ansatte i kommunen, som bærer burka eller niqap

Det er Jonas Kristinsson fra Venstre, som står bag forslaget. Ifølge DR tegner der sig et politisk flertal for forbuddet.

Selv om muslimske klædedragter ikke er et aktuelt problem i kommunen, fortæller Jonas Kristinsson til DR, at der er brug for en slags fremtidssikring.

Senat indleder rigsretssag mod Brasiliens præsident

Brasiliansk politi havde torsdag morgen travlt med at sætte afskærmninger op for de mange demonstranter, der følger rigsretssagen mod landets suspenderede præsident.

Rigsretssagen, der kan føre til enden for Dilma Rousseff som præsident, er begyndt torsdag og forventes at vare en uge.

Rousseff er Brasiliens første kvindelige præsident. Hun er anklaget for at have forbrudt sig mod loven ved angiveligt at have brugt midler fra statslige banker til at dække over huller i statens budget.

Dermed, mener kritikerne, at Rousseff har sminket de offentlige finanser, så hun havde bedre chancer for at blive genvalgt i 2014.

I løbet af ugen skal vidner forklare sig i sagen, og mandag får Rousseff muligheden for at forklare sig foran de 81 senatorer, der skal bestemme hendes skæbne.

“Hver og en af jer skal stemme individuelt og ikke i overensstemmelse med jeres parti,” sagde chefen for højesteret, Ricardo Lewandowski, i sin åbningstale torsdag til senatorerne, der skal dømme i sagen.

Modstanderne føler sig overbeviste

Hendes modstandere føler sig dog sikker på, at de kan overbevise de 54 senatorer, der kræves for, at hun bliver dømt.

En rundspørge, der publiceret i den lokale afvis O Globo torsdag, viser da også, at 51 senatorer vil stemme imod Rousseff, mens kun 19 støtter hende og 11 ikke har besluttet sig.

Den endelige afgørelse i sagen ventes sent tirsdag eller i de tidlige morgentimer onsdag i næste uge.

Bliver Rousseff dømt vil Michel Temer fra Brasiliens næststørste parti, PMDB, blive præsident frem til næste valg, der formentlig holdes i 2018.

Temer er i dag fungerende præsident, efter at Rousseff er blevet suspenderet.

Dilma Rousseff selv nægter sig skyldig og har sagt, at hun mener, at hun har været udsat for et kup.

Ifølge hende har kupforsøg tidligere været forsøgt af den tidligere regering.

/ritzau/Reuters

TV2: Milliardplan betyder 1000 nye medarbejdere i Skat

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) vil på et pressemøde fredag præsentere en storstilet plan, som skal rette op på skandaleramte Skat.

Ifølge TV2 lægger skatteministeren op til at tilføre Skat ekstra syv milliarder kroner frem mod 2020.

Den nye plan vil betyde, at der i 2020 vil være 1000 flere medarbejdere i Skat end i dag. Havde regeringen ikke gjort noget, ville der i 2020 have været 1000 færre medarbejdere på skatteområdet.

Dermed forsøger skatteministeren ifølge TV2 at give den første saltvandsindsprøjtning, Skat har fået længe. Styrelsen har gang på gang været udsat for massive besparelser.

Siden 2006, hvor der var over 9000 ansatte i Skat, er der blevet skåret 4000 stillinger væk. Det er den udvikling, regeringen nu lægger op til at bremse.

/ritzau/

Kenya opløser landets olympiske komité efter OL-kaos

Den kenyanske minister for idræt har fået nok af landets olympiske komité og har valgt at opløse den, skriver AFP.

– Hermed opløser jeg Kenyas Nationale Olympiske Komite (NOCK) med øjeblikkelig effekt, sagde idrætsminister Hassan Wario torsdag på en pressekonference i Nairobi.

Wario, som torsdag blev afhørt af myndighederne i forbindelse med anklager om korruption og dårlig håndtering i forbindelse med Kenyas deltagelse ved OL, sagde, at der nu vil blive valgt en ny komité.

Wario beskyldte NOCK for “problemerne, fejlene og manglen på akkrediteringer til OL”, som er nogle af de ting, der har medvirket til, at Kenya fik et kaotisk OL i Rio.

– Under legene i Rio var der blandt andet fejl ved indlogeringen af vores atleter, rejseplanerne var der ikke styr på, akkrediteringer til atleterne manglede, og meget af atleternes tøj kom aldrig frem, sagde Wario.

Kort efter at Wario havde opløst komiteen, sagde Paul Francis, som er generalsekretær i NOCK og sad lige ved siden af Wario på pressemødet, at Wario ikke har magten til at gøre det.

– Idrætsministeren har ikke magten til at opløse NOCK, da komiteen ikke hører under regeringen. Vi vil ikke sættes fra vores bestilling, og så vidt vi ved, så ser vi stadig os selv som ansatte, sagde Paul Francis.

Generalsekretæren mener, at det er regeringens skyld, at OL endte i kaos for Kenya. Han vil nu tage sagen op med Den Internationale Olympiske Komite (IOC).

På trods af de organisatoriske fejl fra ledernes side, så fik Kenya et flot OL rent sportsligt. Landet vandt seks guldmedaljer, seks sølvmedaljer og en enkelt medalje af bronze.

Alle medaljer blev vundet i atletik.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and Themater
Bitnami